Så nåede vi (med lidt god vilje) slutningen af august 🍂

En måned, der for det meste byder på en eller anden form for opstartsfase - på job, nye projekter, semestre.. oven på sommerferiens tiltrængte glemmen alt om tid og sted ruskes man hurtigt tilbage i ugeskemaer, krydskoordinering og langtidstænkning. Suk.

Selv er jeg så småt ved at få samlet op på de dele af arbejdet med albummet, der skal kigges på her til efteråret. Og helt ærligt, så kan det føles lidt som at samle en gammel sur sok op for at anskue den fra andre vinkler med ønsket om at give den nyt og spændende liv .. men det er dog alligevel et tarveligt billede, musikken taget i betragtning ;) .. for du kan godt glæde dig!

I denne måneds nyhedsbrev kan du læse lidt om

• Status på 'Ind i mørket'
• Et nyt og spændende arbejdsredskab
• Album i bidder ...
• En tanke at tage med ind i efteråret

Status på 'Ind i mørket'

Jeg elsker at arbejde med alle aspekter af det her alternative koncertformat, jeg i samarbejde med danseren Johanne har udviklet. Det tager os konstant nye steder hen, og vores fælles vision omkring det har skubbet mig ud i nye måder at tænke og arbejde med min musik på live. Det er forfriskende og skaber de her overraskelsesmomenter, jeg så godt kan lide; Hvad nu hvis...?

I sidste måneds nyhedsbrev spurgte jeg jer ind til steder, I kunne forestille sådan et format sat op - tak for jeres svar! Nu er det sådan, at vores første koncert er bekræftet til foråret/sommeren 2026 lige her:

Jubii! Kan du gætte, hvor det er? Et hint: 20 meter til loftet, 20 store søjler og en meget laaaaang rumklang. Det bliver spændende at skulle indtænke arkitektur og rumlig atmosfære i både musik og performance.

Og apropros - så er der også andet på tegnebrættet:

Vi er nemlig gået i gang med at udtænke en mobil kulisse, vi kan tage med rundt, når vi skal afvikle formatet på alternative steder såsom festivaller, gallerier, muséer.. a girl can only dream 👸
Indtil videre er vores nøgleord: Multikulisse, fleksibel kube, "click", agil - stabil.

Et nyt og spændende arbejdsredskab: Ableton PUSH 🤖

I mit arbejde med live-delen af musikken (for ih hvor det kribler i fingrende efter at spille den live!) har jeg for nyligt stiftet bekendtskab med en kærlig "ven", jeg aldrig havde forestillet mig skulle blive min: Ableton PUSH.

Med fare for at det bliver lidt nørdet, så kan jeg sige, at den er en form for midi-controller, der intuitivt kan bruges til at afspille og skabe musikken live - uden at jeg nødvendigvis behøver et hold at musikere til at spille de forskellige roller. Den er som et digitalt orkester, jeg kan spille på som et instrument 🎶

Nørderiet omkring den vil jeg ikke folde yderligere ud, men jeg vil simpelthen bare dele begejstringen over at opdage og lære nyt inden for et felt, man holder af - om det er via et kursus, online eller andet 🫶

Album i bidder: Et omkvæd og en lille succes 💫

Som nævnt er opsamlingsarbejdet i gang, og der er ikke så lidt at gå igennem, se efter i sømmene, indspille, redigere og ...

For tiden føles mit arbejde med sangene sådan lidt som en blanding af tjeklister med bemærkninger fra gennemlytninger før sommeren, famlende forsøg på at følge en indre lyd og intuitive indslag, der kan kaste lys over de dele af produktionerne, der måske har stået lidt i stampe.

Samtidig har jeg (med vilje) indsat deadlines med produceren, der skal mixe og de musikere, der skal indspille, så jeg véd, at arbejdet når sin ende på et tidspunkt.

Sangen Between what's you and me skrider stille og roligt fremad, og i mandags fik jeg endelig grejet, hvordan vokalen skulle indspilles for at opnå den lyd, jeg ønskede - luftig, blød og intim. Det i sig selv har været en proces med mange fejlslagne forsøg undervejs. Men hver gang, jeg lykkes med at greje en del af den lydlige æstetik, så ved jeg, at det rækker ud over den enkelte sang og ind i resten af albummet og er med til at forstærke det samlede udtryk. Du skal ikke snydes for en lille bid - så her er (helt råt) et lille uredigeret demoklip fra produktionen:

En tanke at tage med ind i efteråret 💭

Tidligt i morges lå jeg i min seng og stressede. Det er egentlig noget lidt tilbagevendende, der ofte rammer mig på denne tid af året. Jeg tænkte: Det går ikke ... jeg overskuer ikke .. det ramler .. - et yderst anstrengt "godmorgen".

Jeg prøvede at løse det hele i mit hoved lige dér - mine musikhold, alle albumproduktioner, noder, koncerter osv. Jeg følte hele verden på mine skuldre igen og igen, og det var først, da jeg sådan rigtigt stod op, at tanken om, at jeg jo selvfølgelig ikke står alene fandt mig. I langt de fleste af de opgaver, der ligger foran mig, foregår der et samarbejde. Det kan selvfølgelig være, at det er mig, der spiller ud, men der står nogen klar til at gribe bolden på den anden side, som også tager del i bærer en del af arbejdet og ansvaret.

Det var en rar tanke, og med den fulgte også en følelse af at give lidt slip og lade tingene tage form, som de efterhånden indfinder sig - uden at gå op i en spids, fordi noget skal være på en bestemt måde.

Jeg vil ikke sammenfatte min tanke i en cheesy one-liner, men den lå mig på sinde, så nu fik den plads her.

Tak, fordi du læste med 🎐

.. og med den nåede vi hele vejen ind i september.

Har du tanker, spørgsmål eller andet, du vil dele omkring nyhedsbrevet her, så smut ind på sleeve og smid en kommentar eller send en mail til mig på: becominganmar@gmail.com

Kh Anne Marie / anmar